Så er marieblog.dk endelig en realitet, og jeg er glad for at kunne skrive mit første rigtige indlæg! Bloggen har været undervejs hele sommeren, og jeg har oparbejdet en massiv omgang skrivekløe, som jeg nu omsider kan få afløb for. Jeg har flere gange tidligere forsøgt mig som blogger, men det har været for halvhjertet, måske fordi bloggenes temaer har været for snævre. Derfor kom denne blog til at hedde Marie Blog – så kan jeg nemlig skrive om lige det jeg har lyst til, og hvad jeg umiddelbart har på hjerte. Bloggen kommer til at handle om mangt og meget lige fra have og gårdliv til strikketøj, loppefund og kunstprojekter. Men jeg vil begynde med at fortælle om rammen for det hele, som er den skønne, gamle gård, hvor jeg bor sammen med min kæreste, Michael, og vores lille søn, Asger.

I foråret 2013 købte min kæreste og jeg “Peterslyst”, et nedlagt landbrug med masser af stemning, charme og hårdt arbejde i vente..! Drømmen er at skabe et sted med højt til himlen, plads til natur, bondegårdsliv og en bugnende køkkenhave. Vi forsøger at tøjle vores ambitioner, for der er hverken tid eller økonomi til at renovere alt på en gang. Men det er svært at holde igen, når det vrimler med muligheder, og idéerne myldrer frem. Selvom vi har boet her et år nu, bliver vi ved med at se nye muligheder i de gamle bygninger og omgivelserne, og det er skønt at bo et sted, der inspirerer i sådan en grad.

“Peterslyst” ligger tilbagetrukket fra vejen med en flot, gammel linde-allé, der fører hen til vognporten og ind på en pigstensbelagt gårdsplads. Bygningerne er mere end 100 år gamle, og gårdens oprindelige charme er stort set intakt – det var blandt andet derfor, vi forelskede os i stedet.

Gården er firlænget og består af stuehus, lade og stalde, garage og et gammelt karlekammer. De tre længer, der udgør stalde og lade, er rødkalkede, mens stuehuset står i mursten. Alt er gammelt, og vi er i gang med en større renovering og regner med, at det vil tage en del år at virkeliggøre alle vores idéer og planer for stedet. Vi er så heldige at have et luftfoto fra dengang i gamle dage, hvor gården var selvforsynende med kæmpe køkkenhave, prydhave med bistader og anlagte stisystemer. Dengang hvor vores kæmpe lindealle var nyplantet, og folkene på gården stakkede hø, og kørte det ind hest hest og vogn. Det er ren nostalgi, og vi forsøger at bibeholde og genskabe noget af den oprindelighed, man kan se på det gamle billede. Vores projekter på gården, i haven og omgivelserne kommer til at være et af de tilbagevendende emner her på bloggen.

IMG_1780.JPG
Peterslyst forsommer

IMG_4743

Haven forsommer

FacebookTwitterGoogle+PinterestTumblrDel
Tagged on:     

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *