IMG_2025.JPG
Der skal være dyr på en gård. Ellers er det ikke en rigtig gård. Så er det bare nogle bygninger, hvor man kan opbevare campingvogne, cykler og vinterdæk. Eller også bliver staldene lavet om til gildesal og garage. Det er der ikke meget bondegård over efter min mening.

Jeg har tidligere fortalt lidt om vores gård og dens historie, og nu må det være på sin plads at præsentere gårdens beboere, dyrene. De første dyr vi anskaffede os var tre kattekillinger, som vi overtog fra vores gode venner, fordi deres hunkat i en sen alder var kommet i uføre og blevet gravid. Til trods for p-piller. Så de tre røde brødre, der kom ud af den affære, havnede hos os. Den ene blev desværre kørt over i foråret, formentlig af en af de mange store lastbiler, der med alt for jævne mellemrum og til min store irritation, drøner forbi ude på vejen med kornlæs, kyllinger stablet i plastikkasser, skrigende og hylende grise på vej til slagterier guderne-må-vide-hvor i verden. Og alt muligt andet.
Det var min yndlingskat.
I sommer fik vi så en kridhvid hunkat med forskelligt farvede øjne, et gult og et blåt. Jeg har haft katte i hele mit liv, men aldrig en helt hvid kat. Den hedder Tifanfaya efter hovedpersonen i Henrik Nordbrandts formidable børnebog, som jeg åbenbart er den eneste i min omgangskreds, der har hørt om. I hvert fald har vi hørt på en del udtalevanskeligheder i den forbindelse. For at det ikke skal være løgn dukkede der endnu en lille killing op ud af det blå her i efteråret. En lille, grå og hvid  hankat med et meget rundt hoved. Vi har ikke rigtigt fundet et navn til den, så vi kalder den bare Fede. De to røde katte hedder Bøllemis og Pøllemis. Bøllemis hopper konsekvent op i barnevognen, hvis Asger står udenfor og sover.
Pøllemis er en rigtig god kat, men da den var lille pøllede den altid de mærkeligste og mest irriterende steder. For eksempel midt på betongulvet inde i det gamle karlekammer, hvor vi havde brænde sidste vinter. Og det stank ret meget. Men egentlig er det et lidt åndssvagt navn, for nu pøller den normale kattesteder og dækker pænt til efter sig. Så måske fortjener den snart et bedre navn. Der er altså  fire katte på gården, og de fanger mus og muldvarpe og en enkelt mosegris, leger med visne blade og klatrer i træer.

IMG_1697.JPG

IMG_1564.JPG
I juni hentede vi tre små sortbrogede grise i Vorbasse hos en mand, der udelukkende holder gamle, danske husdyrracer. Grisene er sortbrogede landracesvin, en gammeldags, dansk race, som har været ved at uddø, fordi man gik bort fra at bruge dem i industrien på grund deres relativt store fedtindhold. De er tungsvin, bliver kæmpestore og vokser langsommere end de moderne, fremavlede bacongrise med lange rygge og lavede fedtindhold.  Sortbrogede landracesvin er nogle meget hyggelige grisebasser store ører, krølle på halen og glade gryntelyde. De elsker kløver og grutning med øl. Michael er blevet god til at slå med le, så grisene får en masse frisk græs at guffe i sig. Vi har to kastrerede orner og en griseso, der skal føre slægten videre engang til forår. De to ornebasser skal slagtes – den ene her til jul. Kødet skulle være fremragende og er blevet fremhævet af blandt andet Claus Meyer. som værende det bedste svinekød, han har smagt. Så det glæder vi os til. Grisene går i den gamle grisestald, og det er planen, at de rykker udendørs til foråret i en vaskeægte, udendørs frilandsgriseindhegning med eget hus. Det er et af de projekter, vi ikke nåede i sommer.

IMG_2051-1.JPG

IMG_2052-1.JPG

Der er også ænder på gården. Dem fik vi af nogle gode venner, fordi jeg havde nævnt, at vi har frygteligt mange dræbersnegle. Det har vi ikke mere. De er blevet spist, og jeg har ikke set en eneste i flere måneder. Moskusandeflokken består af en andrik og hans førstehustru samt en andemor og 11 ællinger, som ikke er ællinger mere. Men det var de, da vi fik dem. Små og gule og meget kære. Nu er de ved at være store og slagteklare. Hver morgen øver de sig på at flyve, men vi har stækket de mindste, så de ikke flyver sydpå for vinteren. De største flyver ingen steder, for de er for gumpetunge. Vi er meget positivt overraskede over, hvor nemt der er at holde ænder. Vi lukker dem ud af deres hus om morgenen, fodrer dem, og  så går de rundt omkring og hygger sig hele dagen, indtil de selv går ind i huset igen om aftenen. De kan sagtens gå frit omkring og finde snegle, tudser og andet godt til ganen, og de elsker at tage bad i baljer med vand og vandpytter. Det bedste er, hvis man har et vandhul eller en sø, men mindre kan også gøre det. Og moskusænder siger slet ikke noget, kun små, hæse hvæselyde. Og dræbersneglene, dem spiser de med glæde. Perfekt.

IMG_1488.JPG

IMG_1881.JPG

IMG_1773-0.JPG

FacebookTwitterGoogle+PinterestTumblrDel
Tagged on:

One thought on “Dyrene på Peterslyst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *