Nu gik vi lige og havde det så dejligt. Her sidst i oktober hvor efteråret for alvor sætter ind, morgenerne bliver mørke og dagene langsomt kortere. Det hele sker i et tempo, hvor man kan følge med.

IMG_2114.JPG

Men så sker det, som det gør hvert eneste år: vi roder rundt med tiden! Og det er simpelthen så irriterende. Jeg har haft lyst til at skrive et indlæg om vintertid i et par dage nu. For jeg synes, det er noget mærkeligt noget. Naturligvis ikke vintertiden som sådan. Men det med at stille uret og på den måde sørge for, at overgangen fra sommertid til vintertid bliver ekstra træls.

Faktisk er det slet ikke vintertiden, der er et problem, men sommertiden. Det hele startede vist engang i begyndelsen af 1900 tallet, hvor man ville udnytte de lyse timer bedre ved at stille urene frem i begyndelsen af sommerhalvåret. Og det er så blevet til, at vi stiller frem og tilbage på tiden til stor forvirring for os selv, dyr og babyer! Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg tror, at de fleste ikke bemærker det eller bliver påvirkede af det som sådan. Men nogle mennesker har et indre ur, som kan være lidt vanskeligt at justere på.

Jeg selv deriblandt.

Så at rykke tiden med en time laver rod i hele dagsrytmen. For det første bliver det mørkt alt for tidligt. Der bliver tyvstjålet en af dagens bedste lyse timer sidst på eftermiddagen. En lys time om eftermiddagen er for mit vedkommende meget mere værd end en lys time om morgenen. Udover det er jeg konsekvent sulten en time før end jeg plejer at spise. Og dødtræt en time før, jeg plejer at gå i seng. Dette  skyldes også, at Asgers ur heller ikke sådan lige kan omstilles til vintertid på en enkelt nat. Eller flere nætter for den sags skyld. Han er mega overtræt og pylret længe før sin sædvanlige puttetid, sover uroligt og vågner naturligvis meget tidligere end sædvanligt. Og de sidste par dage har han haft svært ved at sove sine lure.  Og jeg giver tidsindstillingscirkusset en stor del af skylden. Ja ja, han skal nok komme ind i en ny rytme, bevar´s.  Man kan leve med det. Men er det da for hulen stadig nødvendigt?

Der er en mand, der hedder Jørgen. Han nægter at stille sit ur til sommertid og lever derfor i konstant vintertid eller “normaltid”, som han selv kalder det. Han har lavet en forening, der arbejder for, at vi skal lade tiden være i fred. Jeg holder med ham.

IMG_2115.JPG

IMG_2138.JPG

FacebookTwitterGoogle+PinterestTumblrDel
Tagged on:                         

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *