Jeg gik en tur i skoven i den anden dag. Ikke nogen stor skov, men en skov var det dog. Der ligger en gammel planteskole ikke så langt herfra med det yndigste, stråtækte bindingsværkshus omgivet af træer og med en lille sø ved siden af. Stedet blev solgt i sommers, og vi har endnu ikke mødt de nye ejere. Selvom vi har været på et “velkommen-nye-naboer”-besøg. Men der var de ikke hjemme, og så har vi glemt det igen.

IMG_2253-0.JPG

Pointen er at skoven, jeg gik tur i, faktisk hører til deres hyggelige bindingsværkshus. Og det er den eneste rigtige skov i nærheden, og jeg vil meget gerne have lov at gå tur der engang i mellem. Så det har jeg gjort nogle gange uden at få lov (jeg forestiller mig, at det er søde mennesker, der ejer den gamle planteskole nu, så de har helt sikkert ikke noget imod det). Skoven ligger lige op i jernbanen, og der drøner et tog forbi en gang i mellem. Men ellers er der helt stille mellem træerne, bortset fra almindelige skovlyde af raslende blade, kviste der knækker og skrattende krager. Jeg gik og tænkte på, at det er nu ikke så skidt med efterår. Selvom jeg elsker foråret med forventningen til sommeren, det lysegrønne og spirende og sommerferien ventende forude, og selvom jeg holder meget af sprudlende solrig sommer med lyse nætter og varme, så er efteråret nu også en skøn tid. Og jeg holder meget af at vade rundt i de raslende blade, der ligger i store dyner inde i skoven. Lidt barnlige glæder må man vel have.

IMG_2196.JPG

Det var i øvrigt tiltrængt med noget frisk luft efter at have tilbragt det meste af tiden de sidste par dage indendørs. Fordi jeg har siddet ved tegnebordet meget af tiden og arbejdet på nogle illustrationer til julehæftet, Jul i Holstebro, der bliver udgivet lige om lidt for første gang i halvtredsindstyve år.

Det er altid dejligt at blive udfordret ved at få bestillinger på bundne tegneopgaver – “En opgave er en gave,” som den lokale naturvejleder Peer Mangeord engang plejede at sige. Men det er også altid lidt nervepirrende om det, jeg tegner, nu lever op til forventningerne. Også mine egne. Det sidste halvandet års tid har tegneblyanterne ligget temmelig stille. Faktisk har de været pakket helt væk sammen med malegrej, blokke, værktøj og lærreder . Der har været så meget andet; vi købte vores gård, flyttede, nyt arbejde,  graviditet og baby.

Jeg har tidligere været en del af en kunstnergruppe i Horsens, der har til huse  i det nedlagte statsfængsel, der ruger på toppen af byen. Selvom Fængslet er er temmelig uhyggeligt sted, som man bestemt lige skal vænne sig til at færdes i, så var det virkeligt godt at være medlem af det kreative fællesskab der. Med faste udstillinger, temaer og idérige mennesker at blive inspireret af og sparre med. Det fællesskab savner jeg nu, hvor jeg begynder at have lyst, tid og overskud til at være kreativ igen, men endnu ikke er en del af et kunstnerisk miljø i nærområdet.

Man skal lige i gang igen efter sådan en pause. Og sker der det forunderlige; lige pludseligt har man udviklet sig, man er et andet sted, man tænker nye tanker. Og det smitter af på den kreative proces og på produktet. Mine illustrationer til tegneopgaven blev gode, men alligevel ikke helt, som jeg gerne ville have dem. Jeg tegnede i den stil, jeg plejer og er vant til, men fik undervejs lyst til at eksperimentere med et helt andet udtryk. Så nu vil jeg til at lave skitser. Tegne nye streger, afprøve andre materialer, måske arbejde hen imod noget mere ekspressivt. Det var skønt at komme i gang med at tegne igen, tænke kunstnerisk og kreativt. Så opgaven var virkelig en gave!

 

Hvis du har lyst til at vide mere om kunstnergruppen i Fængslet, kan du læse mere på deres hjemmeside her.

IMG_2256.JPG

IMG_2248.JPG

FacebookTwitterGoogle+PinterestTumblrDel
Tagged on: