Vi har allerede den 6.  december, og der er tusind ting, jeg skal nå inden jul. I år holder vi vores første jul her på gården, mine forældre og svigermor kommer, og det er klart, at jeg har et meget romantisk billede af, hvordan alting skal være.

Her er en liste over de ting, jeg mangler for at leve op til mit romantiske juleglansbillede:

*Binde en krans til at hænge på døren

*Gøre hele huset funklende rent – dvs. vaske vinduer, gulve, tørre støv af og rydde op.

*Pynte op med julepynt

*Tage i skoven og hente  juletræ, mos og ting til dekorationer

*Lave juledekorationer

*Bage kager og lave konfekt

*Pynte krukker med gran og rydde op udenfor

*Hænge lys og granguirlander  i vognporten

 

Det var cirka de væsentligste ting. Og det er temmelig utopisk, at jeg når det hele i år.

Måske næste år. For vi har mange andre gøremål. Som for eksempel at lave forsatsruder i plexiglas til at montere på vores gamle 70er termoruder, som varmen fiser ud af. Eller slagte ænder. Lægge isolering på loftet. Og købe/lave julegaver.  Plus alle de dagligdags gøremål som fodre dyr, kløve brænde, ordne vasketøj, rydde op, købe ind, lave mad.

Tiden får hurtigt ben at gå på. Og her i december er det som om, den går ekstra hurtigt. Tillige med er der alle tidsrøverne, som også tager tid. Uden at man mærker det. Fjernsyn og Facebook er store tidsrøvere her i huset. Jeg har ikke prøvet at tælle sammen, hvor mange timer vi bruger med mobilen i hånden eller foran TV-skærmen. Jeg tror, det er en del.

Men man kan ikke nå det hele. Så måske skal man prøve at lade være med at lave glansbilleder. Det er fint nok at have planer og drømme. Men nogle gange er det umuligt at leve op til. Der skal være huller til at lege med Asger, gå ture, drikke te og gløgg, læse, strikke, se gode film og serier, tegne, synge sange og spille guitar, kigge på pyntede butiksvinduer og julelys og spise brændte mandler. Det skal nok blive jul alligevel.

Bag dagens kalenderlåge gemmer der sig noget, der handler om tid. Det havde du måske allerede gættet. Jeg vil ikke afsløre mere, men håber du vil tage dig tid til at nyde december i vished om, at julen kommer helt af sig selv. Helt uden at du behøver gøre noget særligt for det.

 

december.JPG

 

* * *  MOMO  * * *

 

tumblr_lak2pop2Ca1qcu1x6o1_r2_400

Denne pige er hovedpersonen i en fantastisk historie om Tiden. Bogen er skrevet af den tyske forfatter Michael Ende i 1973 og har titlen:
“MOMO
eller
Den sælsomme historie om tids-tyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene.”

Michael Ende er kendt for at skrive bøger i fantasy-genren, og han bruger symbolisme på en meget fin måde til at behandle emner fra den virkelige verden. Såsom vigtigheden af venskaber, natur og tid, medlidenhed og at værdsætte de små ting, der giver livet mening.

Hvis du har tid, så drøn på biblioteket og lån bogen om Momo. Eventuelt på lydbog, hvis du har travlt. Så kan du høre historien, mens du kører bil eller skræller kartofler. Eller pakker julegaver ind. Det er en børnebog, så ungerne kan sagtens lytte med. Den er skrevet på en måde, så der er flere lag, og derfor fungerer den også som voksenroman også.  Jeg mene, at alle voksne, moderne mennesker kan have godt af at læse Momo og tænke over det, de lige har læst.

Bogens pointe er skræmmende relevant.

 

IMG_2638.JPG

 

Jeg har fundet en supergod anmeldelse af MOMO, som kort fortæller hvad bogen handler om. Den er skrevet af biblioteksassistent Antonie Kristensen, Københavns Kommunes Biblioteker.

“Momo eller Den sælsomme historie om tids-tyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene : en eventyr-roman af Michael Ende

Ja, det hedder den faktisk. Og det er handlingen meget kort opsummeret. Den lille Momo er forældreløs og nyligt stukket af fra et børnehjem med tremmer for vinduerne, og hvor man får bank til aftensmad. Hun er flyttet ind i en gammel ruin, der engang var et kæmpe amfiteater i en ikke nærmere bestemt storbys fattigkvarter. Og med hjælp fra sine nye venner har hun fået indrettet sig godt og hyggeligt.

Momo har den evne, at hun kan lytte. Det vil sige, at hun rent faktisk lytter til folk og ikke bare sidder og lader som om, som de fleste af os gør, når nogen begynder at hælde vand ud af ørerne. Hun kan få den mest fåmælte til at tale som sine drømme, og føre dem ud i livet. Ved bare at sidde og lytte kan hun få taleren til at sætte ord på det, han ellers ikke kunne. Og det er faktisk en stor hjælp for mange. Så stor en hjælp, at hun bliver ganske uundværlig for alle beboerne i kvarteret. Den nye talemåde bliver da også: “Gå hen til Momo”, når nogen har problemer. Momo siger sjældent noget. Hun lytter bare på sin helt specielle måde. Noget mange, mig selv inkluderet, kunne lære noget af.

Men bedst som alt er godt og rart, dukker de grå herrer op. De er nogle fæle størrelser i gråt jakkesæt, med grå biler, grå cigarer, grå bowlerhatte og grå attachemapper. De er grå, grå og atter grå. Og de er faktisk temmelig intimiderende.

Og hvad vil de grå herrer så? Jo, de vil, som bogens titel antyder, stjæle menneskenes tid ,og det gør de i stor stil. Vi ved alle, hvor fortravlede og forjagede vi er i vores hverdag. Der er bare ikke timer nok i dagen til at nå det hele. Vi har travlt. Vi har ikke tid. Og det udnytter de grå herrer for egen vindings skyld. Det er kun Momo og hendes to venner Beppo Gadefejer og Gigi Fremmedfører, der kender til dem. De allierer sig derfor med byens børn, der alle er udstyrede med travle forældre, der ikke længere har tid til dem. Men det går så galt så galt, og Momo er snart helt alene i verden mod de grå herrer, der hader hende som pesten, fordi hun er den eneste, de ikke kan få magten over.

Bogen er spændende og medrivende. Lidt for uhyggelig til de mindste. Jeg var faktisk temmelig skræmt et par gange. Men måske mest af alt fordi den netop rammer mig på mit svageste punkt. Min stressede hverdag, fyldt med undskyldninger som: Jeg har ikke tid! Jeg kan ikke nå det! For Michael Endes Momo handler det om at tage sig tid. Ikke at klynke om hvor travlt man har.

Hvis Momo var blevet udgivet i 50’ernes USA, var Michael Ende blevet stillet foran senator McCarthy og sortlistet øjeblikkeligt. Budskabet i Momo er entydigt. Det materielle betyder intet uden venner og tid til at nyde de små ting her i livet. Som i Den Uendelige Historie opfordrer forfatteren gang på gang til ikke at lade andre fortælle dig, hvad du skal tro på. Du er udstyret med en fantasi, og det er meningen, du skal bruge den. De grå herrer vil mene, at den slags er spild af tid. For hvor nyttigt er det for samfundet, at du forestiller dig, du er Boadicea, dronning over Iceni stammen, i fuld gang med at smide romerne ud af Britanien? Ikke meget. Men for dig er det alfa og omega, at du kan sidde og spilde 10 minutter på at dagdrømme om at køre rundt i en stridsvogn, med kappen flagrende efter dig og råbe: “Død over Cæsar.”

Dine tanker og din fantasi kan ingen tage fra dig. Husk det, hvis der en dag kommer en gråklædt herre, med bowlerhat fra Tids-Spare-Kassen og banker på din dør.”

Romannet – 2. maj 2002

Kilde

detalle-de-la-cubierta-de-momo-de-michael-ende

 

Hvis du har orket at læse denne laaaaange tekst, så får du her belønningen: endnu mere tekst! 🙂
Tre uddrag fra bogen til ren fornøjelse og hyggelæsning. Og måske eftertanke.
God læselyst 🙂

MOMO side 53:

“Der findes en stor og alligevel helt offentlig hemmelighed. Alle og enhver har del i den, hvert eneste menneske kender den, men kun de færreste skænker den nogensinde en tanke. De fleste tager den bare som en selvfølgelighed og undrer sig ikke det mindste over den. Denne hemmelig hed er tiden. Man har kalendere og ure for at kunne måle den, men det siger ikke én ret meget, for enhver ved, at en enkelt time kan forekomme én at være en evighed, mens den andre gange kan flyve afsted, som om den kun var et øjeblik – det afhænger udelukkende af, hvad man oplever i løbet af denne time. For tid er liv. Og livet bor i hjertet. “

MOMO side 64:

“Og dag for dag begyndte flere og flere at gøre det, de kaldte  ‘at spare tid’. Og jo flere der kom til, desto flere fulgte efter, for selv de, der egentlig ikke ville være med, følte sig presset til at deltage. Daglig var radioen og fjernsynet og aviserne fulde af forklaringer på fordelene ved nye, tidsbesparende indretninger, som blev rost til skyerne, idet de med tiden ville give menneskene friheden til at leve det ‘rette’ liv. På husvægge og plakatsøjler sad plakater, der viste alle mulige billeder på den fuldendte lykke. Nedenunder stod der med strålende bogstaver:

FOR TIDS-SPARERE BLIVER GODE TIDER BEDRE!

eller

TIDS-SPARERE SER EN TRYG FREMTID I MØDE!

eller

FÅ MERE UD AF DIT LIV – SPAR TID!

Men virkeligheden formede sig ganske anderledes. Ganske vist gik tids-sparerene bedre klædt end de mennesker, der boede i nærheden af det gamle amfiteater. De tjente flere penge og kunne også bruge flere, men de havde mismodige, trætte eller bitre udtryk i ansigtet og uvenlige øjne. De kendte naturligvis ikke noget til mundheldet ‘Gå dog ud til Momo!’. De havde ikke nogen, der kunne lytte til dem, så de blev kloge eller forsonlige, for slet ikke  at tale om glade af det. Men selv om de havde haft et sådant menneske, var det nok højst tvivlsomt, om de nogensinde havde henvendt sig til det – medmindre man havde kunnet klare sagen i løbet af fem minutter. Ellers ville de have anset tiden for spildt. Selv deres fritid mente de at måtte udnytte, så de i en fart kunne få så meget fornøjelse og afslapning som muligt.

De forstod ikke rigtig at holde fest, hverken når det drejede sig om noget glædeligt eller noget alvorligt. De regnede det næsten som en forbrydelse at drømme.

Mindst af alt kunne de holde stilheden ud, for når der var stille omkring dem, følte de angst, fordi de anede, hvad der i virkeligheden var ved at ske med deres liv. Derfor larmede og støjede de, så snart stilheden truede. Men det var naturligvis ikke nogen munter larm som på en legeplads med børn; det var en rasende og mismodig larm, der tog til fra dag til dag og fyldte hele den store by. Om man gik på arbejde med glæde eller interesse var ganske ligegyldigt – tværtimod, det sinkede bare. Det eneste vigtige var, at man på kortest mulig tid producerede mest muligt.”

MOMO side 165:

“-Vi må gøre noget,” hed det sig nu, for det kan ikke blive ved med at gå, at flere og flere børn er overladt til sig selv og bliver forsømt. Man kan ikke bebrejde forældrene noget, for den moderne tilværelse levner dem simpelthen ikke tid til at tage sig af børnene. Det er bystyret, der skal tage sig af dem.

-Vi kan ikke tolerere, sagde andre, at omstrejfende børn er til gene for den gnidningsløse afvikling af trafikken. Den vækst, der er i antallet af ulykker forårsaget af  børn på gaderne, koster flere og flere penge, som man kunne bruge mere fornuftigt andre steder.

-Børn, der bliver overladt til sig selv, erklærer atter andre, forsumper og bliver forbrydere. Bystyret må drage omsorg for, at alle disse børn bliver fundet. Man må skaffe institutioner, hvor de kan opdrages til nyttige og produktive samfundsborgere.

Og fra anden side lød det: -Vores børn er fremtidens menneskemateriale. Fremtiden bliver jetjagernes og datamaskinernes tidsalder. Vi får brug for en hær af specialister og fagfolk til at betjene alle disse maskiner. Men i stedet for at forberede vore børn til denne nye verden, tillader vi stadig, at mange af dem lader år efter år af deres kostbare tid gå til spilde med nytteløse lege. Det er en skændsel for vor civilisation og en forbrydelse mod den fremtidige menneskehed!

Tids-sparerne betragtede alt dette som ganske indlysende. Og da der allerede var masser af tids-sparere i den store by, lykkedes det dem i løbet af forholdsvis kort tid at overbevise byens øvrighed om nødvendigheden af at gøre noget for de mange forsømte børn. Nu blev der oprettet såkaldte “børne-depoter” i alle byens kvarterer.

Det var store huse, hvor man måtte aflevere alle de børn, ingen havde tid til at tage sig af, for så at hente dem igen, når det lod sig gøre. Det blev strengt forbudt at lade børn lege på gaderne eller i parkerne eller andre steder. Hvis man alligevel stødte på et barn på disse forbudte områder, var der straks en, der bragte det til det nærmeste børne-depot. Og så måtte forældrene regne med en passende bøde.

Disse bestemmelser ramte også Momos venner. De blev skilt fra hinanden og anbragt i forskellige børne-depoter, alt efter hvor de boede. Der kunne naturligvis ikke være tale om, at børnene selv fandt ud af hvad de skulle lege, når de var i børne-depoterne. Deres lege blev bestemt af de ansvarlige, der havde opsynet med dem, og det var altid lege, der kunne bibringe dem noget nyttigt. Ganske vist mistede børnene også noget på den måde, nemlig glæden, begejstringen og drømmene.

Lidt efter lidt blev børnene som små tids-sparere. De gjorde, hvad man forlangte af dem, men de kedede sig og var sure og vrangvillige. Og når de engang imellem blev overladt til sig selv, kunne de overhovedet ikke finde på noget at tage sig til. Det eneste, de kunne finde på nu, var at lave ballade – og når de larmede var det ikke udtryk for livsglæde, men for vrede og desperation.”

Hmm… lyder det bekendt? Der er et ordsprog, der siger, at en god bog indeholder flere sandheder, end forfatteren vidste, han skrev i den. Momo er en rigtig god bog med mange sandheder…

IMG_2612.JPG

FacebookTwitterGoogle+PinterestTumblrDel
Tagged on:                         

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *