I sidste indlæg skrev jeg om de ting, min kæreste og jeg har udrettet i 2014. Jeg glemte en vigtig ting: min blog! Som jeg endelig tog mig sammen til at få lavet, og hygger mig med at skrive. Og jeg bliver lige begejstret hver gang, jeg ser, hvor mange derude, der læser indlæggene og  følger med i vores liv og hverdag her på Peterslyst. Det er meget motiverende og bekræftende, så tak for det 🙂

Dette er ikke den første blog eller hjemmeside, jeg har lavet. Faktisk har der været nogle stykker gennem tiden, som aldrig helt kom ordentligt i gang. En af dem afgår ved døden i disse dage. Nemlig min kolonihaveblog “marieshave.dk”, som jeg oprettede,  mens jeg gik på journalistskole.Den kom aldrig helt til at være det, jeg gerne ville. Måske fordi der var så mange andre ting, der skulle skrives i den periode. Jeg fik ihvertfald ikke skrevet regelmæssigt eller delt indlæggene, og nu hvor jeg har startet en anden blog, har jeg valgt at opgive marieshave.dk.

Det er ved at være et par år siden, at jeg solgte min kolonihave, som jeg ellers havde meget glæde af. Jeg savner den stadig indimellem. Den lå (og ligger endnu) i udkanten af en lille haveforening tæt ved skov og enge og naturgenopretningsprojekter. Skoven var fyldt med råger, som larmede en hel del og kolonihaveforening var fyldt med kriminelle og rockere, der holdt vilde tecknofester om sommeren og drak masser af øl. Politiet patruljerede fast dernede. Der blev solgt hælervarer, der var stoffer i omløb, der blev truet og brændt huse og biler af. Et par højtråbende lebber med ADHD  i motorcykeltøj, en larmende smugkro og et par hashrygende, guitarspillende hippier med rastahår kan man godt forholde sig til, bære over med og ligefrem more sig over. Men en kolonihaveforening styret af herskesyge småkriminelle er ikke ret idyllisk i længden.

Alt det vidste jeg selvfølgeligt ikke noget om, da jeg i sin tid købte haven. Og dengang var det heller ikke helt så slemt.

Men det tog til. Og det var blandt andet derfor jeg endte med at sælge haven. Og jeg var ikke den eneste, der valgte at skille sig af med sin have af samme grund.

Jeg købte haven i forsommeren 2008, og dengang var haveforeningen stadig overvejende hyggelig og idyllisk på den hobbitagtige måde, som kolonihaveforeninger kan være det. Små huse i forskellige farver med små hække og nydelige blomsterbede, velpassede køkkenhaver og friserede havestier. Jeg brugte masser af energi på at gøre mit kolonihavehus beboeligt og fyldte haven med blomster. Familie og venner hjalp til, og det blev et super hyggeligt sted. Jeg boede der hele sommeren i både 2011 fra der blev lukket op for vandet i det tidlige forår og til det blev lukket igen sidst på efteråret, og i foråret og sommeren 2012, hvorefter jeg solgte kolonihaven.

Huset var på 40 kvadratmeter og isoleret. Der var køkken med gaskomfur og gasovn, et opholdsrum med spiseplads og seng samt et lille badeværelse med vaskemaskine, bruser og toilet. I tillæg til huset var der en lille terresse, et haveskur og en stor overdækket terrasse, som min far beklædte med gamle vinduer og havedøre, så den blev lidt mere udestueagtig. Jeg kan blive helt sentimental, når jeg kigger på billederne fra min kolonihavetid. Især blomsterne savner jeg, hvor underligt det end må lyde for de, som ikke interesserer sig for den slags. Jeg ser frem til at lave en skøn have her på gården med mindst ligeså mange blomster som i min kolonihave.

På min nu snart nedlagte kolonihaveblog lå der en del gode opskrifter, som jeg har tænkt mig at lægge ud på denne blog. Så går de ikke helt tabt, og andre kan få glæde af dem. Herunder er en række billeder fra kolonihaven.

 

stue

Sådan så opholdsrummet ud med klædeskab, spiseplads og brændeovn.

 

renvejr

Udkig over køkkenhavestykket fra den lille terrasse.

 

komfur

Køkkenet med det lille gaskomfur, vask og vitrine.

 

køkkenet

Køkkenbordet og tallerkenrækken med theposer og dåser.

 

huset

Den flisebelagte sti, der førte fra havelågen og op til huset kantet med storkenæb, roser, løvefod og alle mulige andre blomster.

 

bager

Her kokkererer jeg til min 29. års fødselsdag 🙂

 

kolonihaven

Michael ser TV i sengen, der også fungerede som sofa. Ved siden af sengen stod to bogreoler med alle mine bøger.

 

have

Haven set fra den lille terrasse.

 

åkander i havedam

Den lille havedam som var overfyldt med åkander.

drivhus

Og sidst med ikke mindst dette lille, søde drivhus, som Michael byggede til mig. Vi plantede tomater derinde, men nåede aldrig at høste dem, før kolonihaven var solgt.

 

FacebookTwitterGoogle+PinterestTumblrDel
Tagged on:         

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *