Januar er næsten forbi. Det er allerede mærkbart lysere udenfor, dagene bliver længere og små forårstegn titter frem uden i haven mellem blade og under buske. Syrenhækken står med tykke, grønne skud, og vintergækkerne er på nippet til at springe ud.

Vinteren er på sit højeste, og vi har både haft dage med storm, hagl og regn. Efterfulgt af stille dage med tåge. I sidste uge var der et par dages solskin og sne, kulde og klar frost, som hurtigt tøede væk. Nu er sneen og blæsten vendt tilbage for fuld styrke, og for lidt siden føg det med store, tætte vattotter af snefnug udenfor i den blå skumring. Smukt og vinterligt.

Jeg skriver tit om vejret. Vejret påvirker os mere, end vi måske tænker over i det daglige. Det smitter af på humøret. Jeg kan tydeligt mærke, hvordan energiniveauet stiger de dage, hvor himlen er frostklar blå og vintersolen blænder gennem vinduerne, og minder mig om, at jeg nok burde have taget mig sammen til at vaske dem engang i efteråret.

Blæsten er det værste, især fra syd og øst. Vores stuehus ligger i læ mod nord og vest, men er vinden i syd eller øst suser det nådesløst ind på de gamle termoruder, som trænger til en seriøs udskiftning. (Kommer tid, kommer råd…). På sådanne blæsevejrsdage er vores stuehus svært at holde opvarmet til trods for varmen fra de to masseovne og den altid knitrende brændeovn. Det trækker lige ind gennem utætte lister, og vi må tage en ekstra trøje på for at holde varmen. Sådan er det med gamle huse. Indtil man får dem gjort up to date med isolering og hvad ved jeg.

Men jeg kan nu godt lide, når vinteren føles som vinter. Frostluft giver klare tanker, og når vejret er nogenlunde, går jeg hjem fra arbejde, og bliver blæst igennem, suger lidt nærende vintereftermiddagssol til mig eller mærker den iskolde, gråhvide rimtåge og snefnug, der smelter i mit hår. Alting ligger i dvale endnu. Bortset fra vintergækkerne. Der skal ikke mange solskinsdage til, før det langsomt men sikkert begynder: foråret. Man kan mærke det lidt allerede, selvom sneen daler udenfor. Januar er næsten forbi. Lige om lidt er det forår.

 

sne

 

IMG_3012.JPG

 

IMG_3090.JPG

 

IMG_3069.JPG

 

rimfrost

Januar har drysset iskrystaller på buske og træer i haven.

 

duehuset i januar

 

vintergækker

Vintergækkerne – de første forårsbebudere!

 

 

syrener i januar

Syrenhækken står klar med fede, lysegrønne knopper.

 

vinter

Haven i januar. Om få måneder ser alting anderledes ud.

 

FacebookTwitterGoogle+PinterestTumblrDel
Tagged on:                 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *