Tit bør man holde tand for tunge. En disciplin jeg har ekstremt svært ved. Især når det gælder politik, menneskers dumhed og uretfærdighed. Dette indlæg kommer til at handle om alle tre ting. Så er i advaret.

Jeg har i de seneste par dage, ligesom de fleste andre danskere, fulgt med i de triste begivenheder i København. Med blandede følelser. Forfærdelse. Undren. Vrede.

Det er grufuldt, når uskyldige dræbes på grund af andres politiske eller religiøse overbevisning. Jeg har svært ved at forstå fanatisme. Det eneste, jeg selv er småfanatisk med, er økologi, og det vil jeg hverken ikke gå i krig for, ej heller råbe af folk på gaden eller slå ihjel for. Som sagt så forstår jeg hverken denne Omar, de skyldige i Charlie Hebdo-attentatet eller Breivik, for den sags skyld. Det er ikke retfærdigt, at det skal gå ud over uskyldige.

Men sådan er det i krig.

Og nogle mennesker går åbenbart rundt og er i krig.

medier

 

Men der er mange andre ting, jeg heller ikke forstår.

Mediernes og politikernes retorik. Allerede længe før der var en beviselig gerningsmand med et motiv, havde medierne, og landets førende politikerer, erklæret terrorangreb. (Heldigt for Helle T, må man sige, at det faktisk var tale om planlagt terror, og ikke “bare” en vred ung mand med et maskingevær. Ellers havde den været svær at sno sig udenom inden næste valg.)

Det er faren ved “time-for-time-nyheder”, live TV og breaking news. Folk træder frem og udtaler sig på gisninger. Speakerne sidder med ansigterne i alvorlige folder og gentager de samme ufuldstændige opdateringer. Det skaber forvirring, mistillid og i sidste ende frygt. Og det er i mine øjne ikke noget, der behøver mere næring end højest nødvendigt. Det gennemsyrer allerede vores samfund. Hvilket ses tydeligt på de sociale medier, hvor helt almindelige danskere lufter deres meget yderligtgående holdninger om muslimer, Islam og indvandrere.

Nu vil jeg komme med nogle påstande. Fra mit synspunkt, set med mine øjne. Man kan være enig eller uenig. Jeg er ikke ekspert i hverken det ene eller det andet, men jeg har tænkt meget over disse ting og ofte diskuteret dem med andre.

Jeg mener at:

*Flygtninge kommer til Danmark af nød. De er her ikke frivilligt. De er blevet tvunget til at flygte for at overleve. De og generationer før dem har været vidne til/været udsat for ting, de fleste af os vil have svært ved at forestille os.

*Vi har som mennesker pligt til at hjælpe andre i nød, hvis de gerne vil hjælpes. Også selvom vi ikke er enige i deres livssyn.

*Religion og politik hænger uløseligt sammen. Religion og tro er ikke det samme.

*Medierne malker enhver tragisk begivenhed for at få flest mulige seere.

*Politikerne malker enhver begivenhed, der giver dem mulighed for at promovere dem selv og deres politik.

*Medierne er ikke objektive. Medierne har en politisk dagsorden.

*Frygtpolitik er ganske anvendeligt til at kontrollere mennesker.

*Had overfor muslimer og Islam er nyttigt rent politisk, giver masser af stemmer til bestemte partier og fjerner fokus fra andre (vigtige!) politiske problemer.

*Fremmedhad udspringer af frygt, manglende kendskab, manglende forståelse og manglende empati. Og kan kureres med det modsatte: kendskab, forståelse og empati.

*En persons handlinger er hans eget ansvar.

*Alle har ret til at kæmpe for det, de tror på. Ingen har ret til at slå andre ihjel. Naivt. Men for min skyld må de gerne afskaffe skydevåben fra i dag!

*Ingen mennesker er født onde.

Denne unødvendige tragedie bliver tusindfold mere tragisk, når den omvender fornuftige mennesker til nazister, racister, der generaliserer og skærer alle muslimer over en kam. Medier og politikere smider brænde på bålet. Jeg kender mennesker, der æder alt hvad de ser og hører i medierne råt. Der seriøst tror på, at muslimerne er her for at overtage Danmark. At Islam er en ond religion.

Det er dybt sørgeligt.

Jeg er ikke tilhænger af religioner. Der er udført mange grumme handlinger på deres baggrund, også i Kristendommens navn. Jeg tror, at mennesket grundlæggende fødes godt, og at vi alle har en trang til at kæmpe for “det gode”, de bedste vilkår for os selv og vores nærmeste. Der, hvor mange mennesker samles, vil der opstå konflikter. Sådan har det været til alle tider. Fordi nogen mener, de har mere ret end andre. Fordi mennesket aldrig bliver klogere. Ingen har ret og alle har ret.

Jeg tror, at tryk skaber modtryk. Jeg tror, at det er samfundet, der skaber kriminelle. Menneskelig dumhed, uvidenhed og deraf ondskab og had kan ikke kureres. Om så vi sendte alle muslimer, bandemedlemmer, psykopater, rockere, narkomaner, og hvad ved jeg, tilbage hvor de kom fra. Vi har det alle i os. Evnen til at gøre ondt og hade, ligesom vi har evnen til at gøre godt og elske. Hvordan livet behandler os, vores opvækst og tankegang vil gøde det ene og det andet mere eller mindre. Lad være med i affekt og søgen efter retfærdighed at bidrage til at nære ondskab og had. Det sker konstant på nettet. Mennesker, der gemmer sig bag et profilbillede af Dannebrog eller Holger Danske, skriver vanvittige statusser gennemsyret af fordomme og fremmedhad. Det er meget svært for mig at lade være med at kommentere på deres udtalelser. Det er det, de gerne vil have.

Don’t feed the trolls. Det giver dem magt.

Til slut vil jeg komme med en sidste påstand, som sikkert vil vække harme. Men hvis det gør, så ved jeg, at jeg ikke har ramt helt ved siden af:

*Danskerne (mennesker generelt?) elsker drama. Også selvom dramaet udspringer af en tragisk begivenhed. Det er blevet moderne med barske detaljer, billeder som førhen ikke blev vist i TV (for eksempel en nedskudt mand på et fortov). Udadtil er det flot med fakler, sange og blomster. Sammenhold. Frihedskamp. Eller medieskabt massehysteri? Sensationslyst? Medieliderlighed? Fælleshad? Os i mod dem? Nærer dine blomster og lys forståelse eller had? Fodrer du din indre svinehund? Er du god eller ond?

Tænk over det. Vær opmærksom. Næste gang du ser nyheder i TV eller på nettet for den sags skyld. Bemærk ordvalget. Vær kritisk og tænk selv. Ingen er fange, når tanken er fri – er din tanke fri eller styret af hvad du ser og hører gennem mediernes talerør?

Og husk også at tænde lys for alle de andre, der hver dag dør på grund af menneskelig dumhed, uvidenhed og ondskab. Det kan blive til en del lys, skulle jeg hilse og sige.

 

(null)

(null)

“Frihed består i at kunne alt det, som ikke skader andre”/ Den franske erklæring om menneskerettigheder 1789

“Ingen bliver født til at hade et andet menneske på grund af hans hudfarve, hans baggrund eller hans religion. Folk må lære at hade, og hvis de kan lære at hade, kan de også lære at elske, for kærligheden kommer mere naturligt til mennesket end dens modsætning. Selv i de mørkeste tider i fængslet, da mine kammerater og jeg blev trængt til det yderste, kunne jeg se et glimt af menneskelighed i en af fængselsbetjentene, måske kun et sekund, men det var nok til at give mig sikkerhed og holde mig gående. Menneskets godhed er en flamme, der kan skjules, men aldrig slukkes” / Nelson Mandela

 

FacebookTwitterGoogle+PinterestTumblrDel
Tagged on:                         

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *