Misundelse er en grim ting. Det kender de fleste nok til. Det er træls, når nogen er misundelig på andre, og det er træls selv at være misundelig. Men de færreste kan nok sige sig fri fra at lide af misundelse engang i mellem.

Her på gården lider vi mere og mere af en bestemt slags misundelse. Træ-misundelse.

Første skridt mod at komme til at lide af træ-misundelse starter den dag, man begynder at fyre med træ, og bliver afhængig af tørt træ, for at kunne holde varmen i sit utætte, gamle stuehus. Naturligvis sørger man for at anskaffe sig det fornødne træ, stakke det pænt og dække det til. Og hver gang man bruger lidt, tænker man, at der er rigeligt til hele vinteren. Masser af tørt brænde, der varmer så dejligt i masse- og brændeovne. Men stakken svinder lige så langsomt, bid for bid. Når man besøger familie og venner, sker det at man passerer huse med fine brændestakke, et proppet brændeskur eller måske en stak stammer ved vejsiden. Man noterer sig: sikken en nydelig brændestak. Eller: der ligger godt nok noget fortræffeligt brænde! Man er ikke misundelig, for man har jo sin egen herlige stak derhjemme, som der er rigeligt af.

Men stakken svinder stadigt hver eneste dag. En aften blæser det op og næste morgen er presenningerne spredt for alle vinde, og brændet har fået en del regn i løbet af natten. Surt. På med presenninger igen – heldigvis er kun det øverste træ blevet vådt. Det nederste er stadig tørt og fint. Indtil næste stormvejr med efterfølgende regn. Suk.

Det går op for én, at et solidt brændeskur er et must i disse stormfulde tider. Nu er al brændet vådt, og det må tages indenfor i huset dagen før, det skal bruges, så det kan dampe af. Og det brænder ikke nær så godt alligevel, og så bliver varmen lunken.

Og stakken svinder stadig.

En skønne dag må man med opgivelse og rædsel sande, at den våde brændestak næppe vil holde vinteren ud. Og så sætter misundelsen for alvor ind. Træ-misundelsen!

Man passerer stadig hyggelige ejendomme på sin vej, men nu er man ærgerlig og tænker på sin egen, lille, drivvåde trædynge, der er svundet urimeligt meget ind og kun giver dårlig varme, selvom vinden blæser nådeløst fra syd og øst og lader hånt om hulmursisolering og termoruder. Pludseligt er der yndige, knastørre brændestakke overalt, bunker af stammer så høje som huse og brændeskure revnefærdige af løvtræ. Ak.

En dag ligger der kun de sørgelige rester tilbage på jorden. Afsavede stumper og skæve stykker. Man er tvunget til at gå på rov omkring gården, slagte et udgået æbletræ og skære smågrene fra et vindfældet træ i passende længder og krydse fingre for, at det kan brænde. Det kan det så godt som.

Vinteren er næsten slut nu, og de dage, hvor solen har magt, er det ikke nødvendigt at fyre.

Man ånder lettet op.

Og sander, at det højeste ønske må være et brændeskur.

 

brændestakøkse
 
brændekurv
brændeovn

brændehugger

masseovn

 

 

 

 

 

FacebookTwitterGoogle+PinterestTumblrDel
Tagged on:             

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *