Vi har bier i vores have. Jeg tror, at det er vilde bier, selvom en genbo et godt stykke herfra godt nok har et par bistader stående, så jeg kan ikke være helt sikker. Men jeg tror, bierne bor i et hul i jorden inde mellem nogle buske i haven, for der er altid en vældig aktivitet af bier netop der.

I sidste weekend var Asger og jeg i haven, da luften i løbet af få sekunder var tæt af summende bier. De rejste sig som i en sky henne fra de omtalte buske og samlede sig i en gigantisk bi-tornado, der stod stille i luften og summede, så det næsten var øredøvende! Bierne sværmede. Det har jeg aldrig oplevet før, og så lige for næsen af os.

Bisværmen bevægede sig langsomt afsted, hen mod stuehuset, op mod taget og videre i langsomt, brummende tempo om til nordgavlen af stuehuset. Der satte en del af bierne sig i en klump på det gamle vindue i gavlenden, mens resten fortsatte med at flyve rundt og summe. Asger blev træt af at kigge på bierne, og gav sig til at lege i sit legehus. Og jeg fløj selv ind efter mobilen og fik filmet en smule af biernes optræden. Derefter sad jeg noget tid på en træstub og kiggede på bierne, der roligt fløj rundt og ventede på, at deres dronning skulle bestemme sig for et nyt slot.

Wikipedia har denne forklaring på biernes sværmerier:

“Honningbien danner nye familier ved sværmning. Henved halvdelen af bierne forlader bifamilien sammen med den gamle dronning. Mens sværmen søger efter en passende hule at bo i, samler bierne sig omkring dronningen i en klump i et træ, en busk eller lignende.

Spejderbier søger efter en bolig. Finder de noget interessant, udfører de deres dans på biklumpens overflade på samme måde, som de normalt gør det på bistadets tavler. Hvis sværmen hænger i en passende højde, kan denne spændende adfærd bekvemt iagttages.

Hvis sværmen får lov til at hænge, men ikke har fundet en permanent bolig, vil den ofte flyve til et andet midlertidigt sted, ofte i lidt større højde. Bierne vil efter nogle dage begynde at bygge vokstavler, men da de ikke kan bygge tag, kan de ikke vedvarende bo under åben himmel. Der er dog eksempler på, at en sværm kan klare sig i et par måneder i et træ.

En bisværm kan variere meget i størrelse, men kan bestå af om­kring 20.000 arbejder­bier, et par hun­drede dro­ner (han­ner) og én dron­ning. Sværmen vejer om­kring 3,5 kg.

Da det er den gamle dronning, der forlader moderfamilien, er hun parret og kan begynde at lægge æg kort efter, at sværmen har fundet en bolig. Der kan dog blive udklækket flere dronninger i moderfamilien indenfor få dage. Derfor kan der også afgå flere sværme fra familien. Senere sværme vil være mindre, og dronningen vil ikke være parret. Derfor vil sådan en sværm være længere om at begynde at yngle.”

Her er en lille video af bierne, hvor de er begyndt at sætte sig på det gamle vindue i nordgavlen.

 

 

Jeg håber, at vi engang skal have bistader her på gården, for jeg kan vældig godt lige bier. Og honning som jeg er storforbruger af til min the 🙂

FacebookTwitterGoogle+PinterestTumblrDel
Tagged on:             

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *