10. december
Det kan være hårdt at komme ud af sengen i december – det er som om øjnene ikke vil åbne og trætheden ikke vil forlade kroppen. Det er bulderravende mørkt udenfor, når man står op og mørkt igen, når man kommer hjem fra arbejde. Nogle dage virker det nærmest som om, det slet ikke bliver lyst.
Så er det godt at tænke på, at året snart vender; vi går hastigt mod solhverv, og snart begynder dagene igen at blive længere. I mellemtiden må vi nøjes med at tænde lys og nyde, at mørketiden trods alt også har sin egen charme. Den kalder på gode film, sofaafslapning, tæpper og varm the. Og det er jo ikke at kimse af.
Engang for meget længe siden gik jeg til kor. Det var i folkeskolen i 3. eller 4. klasse, tror jeg. Vores meget dygtige og engagerede musiklærer, Tove, lærte os en helt speciel sang, som jeg den dag i dag husker udenad, og som jeg af og til har tænkt på, når vintermørket sænker sig, og det er trist og koldt udenfor.
Jeg har forsøgt at finde melodien på youtube, men det kunne ikke lade sig gøre, så her får du teksten, som sagtens kan læses som et lille digt. God fornøjelse 🙂
Forventning
Dagene er så korte og grå
alt synes dødt og gået i stå
men frem af vinter, frost og tø
spirer et nyt lille frø
For der er lys i det fjerne
en funklende, skinnende stjerne
den tænder et håb i mit sind
Luk glæden og lyset derind
Snestorm og regn i stribevis
alt fryser til og bliver som is
men isen i vort eget sind
smelter når glæden når ind.
Dagslyset svinder så hastigt bort
en nat så lang og mørk og sort
men mørket får slet ingen magt
når vi på lyset gi’r agt
For der er lys i det fjerne
En funklende, skinnende stjerne
den tænder et håb i mit sind,
Luk glæden og lyset herind.