10. december

 

Det kan være hårdt at komme ud af sengen i december – det er som om øjnene ikke vil åbne og trætheden ikke vil forlade kroppen. Det er bulderravende mørkt udenfor, når man står op og mørkt igen, når man kommer hjem fra arbejde. Nogle dage virker det nærmest som om, det slet ikke bliver lyst.

Så er det godt at tænke på, at året snart vender; vi går hastigt mod solhverv, og snart begynder dagene igen at blive længere. I mellemtiden må vi nøjes med at tænde lys og nyde, at mørketiden trods alt også har sin egen charme. Den kalder på gode film, sofaafslapning, tæpper og varm the. Og det er jo ikke at kimse af.

Engang for meget længe siden gik jeg til kor. Det var i folkeskolen i 3. eller 4. klasse, tror jeg. Vores meget dygtige og engagerede musiklærer, Tove, lærte os en helt speciel sang, som jeg den dag i dag husker udenad, og som jeg af og til har tænkt på, når vintermørket sænker sig, og det er trist og koldt udenfor.

Jeg har forsøgt at finde melodien på youtube, men det kunne ikke lade sig gøre, så her får du teksten, som sagtens kan læses som et lille digt. God fornøjelse 🙂

 

Forventning

 

Dagene er så korte og grå

alt synes dødt og gået i stå

men frem af vinter, frost og tø

spirer et nyt lille frø

 

For der er lys i det fjerne

en funklende, skinnende stjerne

den tænder et håb i mit sind

Luk glæden og lyset derind

 

Snestorm og regn i stribevis

alt fryser til og bliver som is

men isen i vort eget sind

smelter når glæden når ind.

 

Dagslyset svinder så hastigt bort

en nat så lang og mørk og sort

men mørket får slet ingen magt

når vi på lyset gi’r agt

 

For der er lys i det fjerne

En funklende, skinnende stjerne

den tænder et håb i mit sind,

Luk glæden og lyset herind.