Til min rædsel er det gået op for mig, at jeg sidst skrev et blogindlæg i december!

Og eftersom vi nu er i begyndelsen af august, er det vist på tide med en update her fra Peterslyst, hvor vejrudsigten i dag melder gråt regnvejr med dertilhørende blæst. Sådan er den danske sommer, og det er fint med mig. Ellers stod den på lugning i køkkenhaven.

Vi er for nyligt hjemkommet fra en uges dejlig ferie på Læsø, og i mellemtiden er ukrudtet vokset flere meter, dræbersneglene mæsker sig i georgineskud og kragerne har spist alle squash- og frilandagurkeplanter. På den igen! Jeg går en runde om aftenen og klipper dræbersnegle over med en saks, de er tykke og fede, det må være kombinationen af lunt vejr der skifter mellem sol og regn, der gør at de trives så godt i år.

Jeg ved faktisk ikke, hvad der er værst: sneglene eller ukrudtet!? Der er usædvanligt meget krudt i ukrudtet i år, og jeg mindes ikke, at jeg tidligere har været nødt til at luge så mange gange som i år. Og knap nok er et bed luget, før der kommer en ny generation og variation af ukrudt. Der er ikke så meget andet at gøre ned at hænge i med lugningen, så det ikke får mulighed for at sprede frø. For så får vi samme problem næste år.

Men nu til noget mere spændende end kryb og genstridige vækster.

Vi har nemlig ikke ligget på den lade side her på gården i det sidste halve år. Men derimod haft store planter i støbeskeen siden sidste efterår.

Nu er det officielt – også her på bloggen; Michael starter op som selvstændig med egen delikatesseforretning i Jelling! Det er svært at få armene ned, for det er hans store drøm, der er på vej til at blive realiseret. Det har været en lang proces med forretningsplan, budgetter og bankmøder og så videre, og der er stadig et stort stykke arbejde med at gøre lokaler klar til butik, indrette køkken, producere alle lækkerierne og alt det administrative med regnskab, leverandører, varelager, love og mærkning. Og meget, meget mere. Vi forsøger at holde tungen lige i munden, bevare overblikket og tage én ting af gangen. Det er på en gang krævende og sjovt, og jeg skal nok fortælle mere om delikatesse-butikken i kommende blogindlæg.

Mens Michael arbejder med sin forretning, er jeg efterhånden godt i gang med redebygning version 2; Asger skal nemlig være storebror, og vi venter lillesøster til september. Ja, faktisk er der kun en måned til termin i morgen, og der kan ske meget inden da, Asger blev født 3 uger før termin.

Så mens Michael knokler med at istandsætte lokaler, opstille køkken og bestille grej og maskiner, så rumsterer jeg rundt herhjemme på gården med tyk mave og planlægning af endnu en hjemmefødsel, omrokering af møbler, så der igen er plads til en tremmeseng ved siden af dobbeltsengen, sortering af babytøj og hvad der ellers hører med i forberedelserne, når der er  en baby på vej.

Denne graviditet er på mange måder meget anderledes, end da jeg var gravid med Asger. Jeg har slet ikke døjet med smerter i min bækkenbund denne gang, jeg sover meget bedre end sidste gang og har ikke gener som halsbrand eller uro i benene. Det skyldes blandt andet, at vi denne gang har hyret en privat jordemoder, som har introduceret os til rebozo og “spinning babies”. Og med de daglige øvelser forsvandt uroen i benene, som ellers for længst var begyndt at stjæle min nattesøvn. Den begyndende halsbrand forsvandt og iskiassmerterne, som jeg var plaget meget af gennem 2. trimester, forsvandt også fuldstændigt! Utroligt med sandt. Og en kæmpe lettelse at være fri for gener i sidste del af graviditeten! Jeg har planer om et snarligt blogindlæg om rebozo, privat jordemoder og hjemmefødsel for de, som det kunne interessere.

Oven i det hele skal der også være tid til at nyde den danske sommer – det er NU, at den er her med sol og regn, lige nøjagtigt som det skal være.

Der er meget at glæde sig over og glæde sig til.

Vi glæder os i hvert fald!

 

baby

Scanningsbillede af lillesøster fra 20 ugers-scanningen. Alt så fint ud; hun vokser og sparker og hikker på livet løs. og vi glæder os meget til, at hun kommer til verden. Asger har for længst besluttet sig for et navn til sin lillesøster – ifølge ham skal hun hedde Mælkebøtte 🙂

 

finuld

I det tidlige forår fik vores gamle får, Bellis, et lille lam, som vi delvist opflaskede, da Bellis ikke kunne levere tilstrækkeligt med mælk. Asger syntes, det var meget sjovt at hjælpe med at passe lammet.

 

æg

Vi har også fået nye beboere på gården; en hane med 6 høner til at begynde med. Hønseflokken er sidenhen reduceret til det halve, og lige pt. lægger hønsene ikke æg, hvilket er lidt mystisk. Og en af hønerne er skruk og ligger konstant på rede, men uden et eneste æg under sig. Høns er nogle utilregnelige væsner. Der er også flyttet tre gæslinger ind, som vokser sig store og flotte – og forhåbentligt bliver de til lækker julemad til den tid.

 

hø

Slutningen af maj måned og juni frem til Skt. Hans var knastør på disse kanter. Det gav udfordringer i køkkenhaven, og vandet i regnvandstønderne slap op. Men det tørre vejr var perfekt til hø! Og vi fik lavet det fineste hø. Desværre grinede vejrguderne af os,og det blev regnvejr netop den dag, høet skulle i hus. Ham, der skulle presse høet til småballer, lod vente på sig, så min far og storebror trådte til og hjalp Michael med at bjerge høet, der efterfølgende blev bredt ud på høloftet for at tørre.

 

killinger

Der er også blevet født tre killigerne på gården – her er de to af dem 🙂

 

kartofler

På trods af det ret så omskiftelige sommervejr er der i det mindste nogle afgrøder, der lykkes i år. Heriblandt kål og kartofler. Vi har købt økologiske læggekartofler i år, og det giver pote i form af flotte, skimmelfri kartofler!

 

hestebønner

Og så har jeg forsøgt mig med hestebønner i år. De er lykkes fint, men jeg ved ikke, om jeg synes, at de er så stor en delikatesse, som mange mener. Men de er nemme at dyrke og giver et fint udbytte.

 

kantareller

Kantareller er til gengæld altid lækre, når de er friske fra skoven (og ikke har ligget i en bakke i en køledisk i dagevis efter endt transport fra Polen). Disse er fundet på Læsø lige udenfor vores sommerhus.

 

Læsø

Asger på den store jomfruhummer i Østerby Havn på Læsø. Vi var der en uge, og vi kunne snildt have brugt en uge mere! Vi drømmer om en ferie på Læsø i august, hvor jomfruhummere, kantareller og badevandstemperaturen er på sit højeste. Du danske sommer jeg elsker dig!

 

 

 

 

 

FacebookTwitterGoogle+PinterestTumblrDel
Tagged on:     

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *